Droner sparer vand og varme
Vi fandt brud på fjernvarmerørene med droner med termografiske kameraer.
Bruddene er nu repareret.
)
Den 12. januar fik Albertslund Forsyning overfløjet kommunen med droner med termokameraer.
Termokameraerne viser temperaturerne på overfladen af jorden, og ved at sammenholde med vores tegninger af fjernvarmenettet, kan varme områder afsløre mulige brud eller lækager på fjernvarmenettet.
Vi fandt 2 brud på fjernvarmerør, som vi fik repareret. Det ene lækkede ca. 7 m3 fjernvarmevand i døgnet, mens det andet lækkede 18 m3 pr. døgn.
Således har vi sparet 25 m3 fjernvarmevand pr. døgn. Udover vandmængden, er der også miljøgevinster ved, at vi skal producere mindre fjernvarmevand.
Reparationerne mindsker også varmetabet, med min. 0,8 MWh pr. døgn, hvilket på årligt plan svarer til 16 standard-huses varmeforbrug.
Når vi bruger termokameraerne kan vi ret præcist se, hvor der er mulige brud, og vi kan grave ned til fjernvarmerørene i et meget begrænset område, så vi sparer på gravearbejdet. Mindre gravearbejde sparer både penge og mindsker generne ved opgravede veje.