Gå til hovedindhold

Tysk besøg hos Albertslund Forsyning

I denne uge var Albertslund Forsyning vært for en større tysk delegation bestående af repræsentanter for kommuner, energiselskaber og delstaten Nordrhein-Westfalen, som var i Danmark for at blive klogere på fjernvarme.

  • Læs op

Indhold

    De besøgende havde taget turen nordpå over grænsen for at få inspiration til, hvordan man kan udrulle fjernvarme i det tyske.

    Forsyningens energikonsulenter Niels Hansen og Lasse Jakobsen var værter for arrangementet og tog imod den tyske delegation på Rådhuset, hvor de i kommunalbestyrelsessalen holdt et længere oplæg om fjernvarmen i Albertslund blandt andet med fokus på lavtemperaturfjernvarme, gaskonvertering og borgerinddragelse.,

    Undervejs dukkede Steen Christiansen op. Udover at være borgmester i Albertslund, er han også bestyrelsesformand for Vestegnens Kraftvarmeselskab (VEKS) og sidder i bestyrelsen i Dansk Fjernvarme. I egenskab af de roller gav han den tyske delegation sit syn på både fjernvarmens rolle i Albertslund og om vigtigheden af at have bred politisk opbakning på området, fordi det involverer langsigtede beslutninger, som rækker ud over en enkelt valgperiode.

    Delegationen var også forbi de renoverede boliger langs kanalen i Albertslund Syd, som er et af de områder i kommunen, der allerede er overgået til den endnu mere miljøvenlige lavtemperaturfjernvarme, hvor temperaturen i fjernvarmevandet ud til boligerne bliver sænket fra omkring 90 grader ned til 60 grader.